Hvad er Lønmodtagernes Garantifond?

Lønmodtagernes Garantifond (LG) er en fond, som dækker lønmodtageres krav på løn, feriegodtgørelse mv., hvis en virksomhed går konkurs eller er ophørt.

Lønmodtagernes Garantifond udbetaler ens tilgodehavende, hvis ens arbejdsgiver går konkurs, dog maks. 160.000 kr. efter skat). Feriegodtgørelse og fritvalgskonto bliver udregnet separat og tæller ikke med i det maksimale beløb.

Typisk dækker Lønmodtagernes Garantifond

  • Løn
  • Pension
  • Feriepenge
  • Løn i opsigelsesperioden

Lønmodtagernes Garantifond dækker ikke alle krav. Krav som udlæg og kørselsgodtgørelse dækkes ikke af Lønmodtagernes Garantifond, men skal anmeldes til konkursboet.

I nogle tilfælde er ens krav på feriepenge, fritvalgsbetaling, SH-betaling mv. dækket af en arbejdsgiverorganisation, som garanterer for krav, som er afledt af overenskomsten.

 

Vigtig viden om Lønmodtagernes Garantifond

Det er vigtigt, at man er opmærksom på, at ens krav skal anmeldes til Lønmodtagernes Garantifond senest 4 måneder efter, at arbejdsgiveren er blevet erklæret konkurs. Hvis ens krav anmeldes senere, risikere man, at Lønmodtagernes Garantifond kan afvise at behandle sagen og dermed at dække kravet.

Lønmodtagernes Garantifond kræver en præcis opgørelse af ens krav. Dette sker ved anmeldelsen til Lønmodtagernes Garantifond. Det er ligeledes en betingelse, at der vedlægges dokumentation for ens krav.

Lønmodtagernes Garantifond dækker som udgangspunkt ikke krav, som er ældre end 6 måneder fra datoen, hvor der virksomheden blev taget under konkursbehandling.

Ase kan hjælpe med at opgøre og anmelde krav til Lønmodtagernes Garantifond.

Ferie i opsigelsesperioden

Lønmodtagernes Garantifond placerer alt ferie med kortest mulige varsel. Ens ferie anses for afholdt i en eventuel opsigelsesperiode, uagtet om man har fundet et nyt arbejdet.

Ens restferie kræver som udgangspunkt et varsel på 1 måned og hovedferien kræver som udgangspunkt et varsel på 3 måneder.

Hvis man er fritstillet i forbindelse med konkursen eller før, så er ens ferie blevet varsel – uagtet om det er nævnt i ens fritstilling.

 

Jobsøgning og tabsbegrænsning

Hvis man i sit ansættelsesforhold har et opsigelsesvarsel, skal man aktivt søge nyt arbejde ved ens arbejdsgivers konkurs. Det skyldes, at man har en forpligtelse til at begrænse Lønmodtagernes Garantifond og konkursboets tab.

Når man søger arbejde, er det vigtigt at man noterer:

  • Hvor man har søgt job
  • Datoen for ens jobsøgningen
  • Datoen for ansættelse eller ved afslag

Ase anbefaler, at man gemmer skriftlige ansøgninger og afslag, da det fungerer som dokumentation for ens jobsøgning.

Såfremt Lønmodtagernes Garantifond vurderer, at man ikke har forsøgt at begrænse tabet i tilstrækkelig grad, vil Lønmodtagernes Garantifond kunne afvise at dække ens krav. Lønmodtagernes Garantifond anbefaler, at man jævnt fordel søger 3-4 stilling per måned.

Ase anbefaler, at man i ens opsigelsesperiode er tilmeldt Jobcentret. Man kan tilmelde sig jobcentret som ”uden ydelse/dagpenge”, hvis man har krav på betaling af et opsigelsesvarsel.

Lønnen i opsigelsesvarslet anmeldes til Lønmodtagernes Garantifond, mens hvis Lønmodtagernes Garantifond ikke dækker opsigelsesvarslet, så risikerer man at stå uden indtægt, hvis man ikke har været tilmeldt Jobcenteret.

Det anbefales at kontakte Ase, hvis ens arbejdsgiver går konkurs.

 

Særligt hvis ens arbejdsgiver dør

Er man ansat i et personligt ejet selskab, hvor arbejdsgiveren afgår ved døden, er der forkortede anmeldelsesfrister og særlige forhold at være opmærksom på. Det er derfor Ases klare anbefaling, at Ase kontaktes, hvis dette er tilfældet.

Man har som udgangspunkt ikke lov til at stoppe ens ansættelsesforhold, fordi ens arbejdsgiver dør. Man skal forsat passe ens arbejde, medmindre man fritstilles eller får anden besked af virksomhedens ledelse. Er den afdøde den eneste i ledelsen, så kontakt straks Ase for en afklaring af ens situation.

 

Skifteretten og anmeldelsesfrist

Skifteretten afgør, hvordan dødsboet skal behandles. Dette er også med til at afklare ansættelsesforhold.

Skifteretten indkalder de nærmeste pårørende til et møde om behandling af boet. Her kan skifteretten udpege en midlertidig bobestyrer, hvis der ikke på anden vis kan opnås enighed om, hvordan boet skal behandles.

Bobestyreren kan træffe beslutninger om ens ansættelsesforhold, og det vil herved kunne afklares, om man er opsagt, fritstillet eller hjemsendt.

Hvis man løntilgodehavender i virksomheden, skal dette anmeldes i dødsboet. Det er her særligt vigtigt at være opmærksom på, at ens krav skal være anmeldt senest 8 uger efter, at dødsfaldet er annonceret i Statstidende. Hvis kravet anmeldes for sent, så mister man sit krav.

Anses dødsboet for værende insolvent, skal skifteretten underrettes, således at der kan ske insolvensbehandling af dødsboet. Lønmodtagernes Garantifond vil dække ens krav, hvis dødsboet er insolvent, og ens krav er anmeldt rettidigt.