Varsling af ferie
Du har sammenlagt fem ugers ferie, men er der regler for, hvornår du skal afholde dem? Må din chef aflyse eller flytte din planlagte ferie? Og hvad sker der, hvis du ikke når at afholde alle dine ferieuger?
Nedenfor har vi skrevet om alt det du skal vide i forhold til varsling af ferie.
Kan min arbejdsgiver bestemme, hvornår ferien skal afholdes?
Du skal aftale med din arbejdsgiver, hvornår du afholder din ferie. Vi anbefaler, at I planlægger jeres ferie i god tid, så der er mulighed for at tage hensyn til alles ønsker.
Hvis I ikke kan blive enige
Skulle I imod forventning ikke nå til enighed i teamet, er det i sidste ende din arbejdsgiver, som bestemmer tidspunktet for, hvornår du afholder din ferie, der er dog nogle regler for varsling af ferie du skal være opmærksom på, at din arbejdsgiver i så fald overholder.
Hvornår skal min arbejdsgiver varsle min ferie?
Hvis du ikke får dine ønsker opfyldt, skal din arbejdsgiver overholde varsling af ferie efter nogle særlige regler. Nedenfor kan du se, hvornår varsling af din hovedferie og restferie senest skal være varslet:
-
Din hovedferie skal varsles 3 måneder før du skal holde den
-
Din restferie skal varsles 1 måned før du skal holde den
Der er som altid ingen regler uden undtagelser. I særlige tilfælde er det muligt for din arbejdsgiver at afvige fra ovenstående varsler. Det kan f.eks. være, hvis du er ansat efter at der er blevet planlagt ferie, hvis du har været på barsel eller sygemeldt i en længere periode.
Kontakt os, hvis du er i tvivl om, hvorvidt din varsling af ferie er korrekt.
Hvis min arbejdsplads holder ferielukket
Er der kollektiv ferielukket på din arbejdsplads, betyder det, at du skal holde din ferie, da din arbejdsplads holder lukket i en periode. Du kan derfor blive pålagt at holde ferie, selvom du ikke har ferie sparet op, i nogle tilfælde kan du stadig få ferie med løn og i andre tilfælde kan du være berettiget til dagpenge i lukningsperioden.
Kontakt os, hvis du er i tvivl, om hvilke regler der er gældende i din specifikke situation.
Læs mere om krav og regler for tvungen ferie
Må min arbejdsgiver gerne flytte min planlagte ferie?
Hvis din arbejdsgiver vil flytte din ferie, før den er begyndt, skal der foreligge helt særlige omstændigheder for flytningen. Bliver ferien flyttet og du allerede har bestilt ferie, sommerhus- eller spa-ophold, har du ret til at få kompensation for et eventuelt økonomisk tab.
For at ferien skal kunne flyttes, skal der være tale om en force majeure-lignende situation - det er altså ikke nok, at din kollega er blevet sygemeldt, har sagt op eller skal på barsel.
Hvad hvis din ferie allerede er begyndt?
Din ferie kan ikke flyttes eller aflyses, når den først er begyndt. Din arbejdsgiver må som udgangspunkt heller ikke kontakte dig når du først er gået på ferie.
Kontakt os, hvis du er i tvivl, om din arbejdsgiver må flytte eller ændre din ferie.
Hvis du har børn i skolealderen
Hvis du har børn i skolealderen, skal din arbejdsgiver, så vidt muligt tage hensyn til dine ønsker om at få afholdt ferie i de perioder, hvor skolerne holder ferie.
Hvis du ikke holder din ferie
Hvis du ikke har mulighed for at afholde alt din ferie, kan du lave en aftale med din arbejdsgiver, så du får overført noget ferie til den næste ferieperiode.
De første fire uger skal du have afholdt i det pågældende ferieår, men de resterende feriedage (fem dage) kan overføres til det næste ferieafholdelsesperiode - du har dog ikke krav på at få overført din ferie til næste ferieår.
Særlige forhold
Er du på grund af særlige forhold (sygdom og barsel efter barselsloven) afskåret fra at holde optjent betalt ferie inden ferieafholdelsesperiodens udløb, overføres op til 4 ugers årlig betalt ferie til den efterfølgende ferieafholdelsesperiode.
Består feriehindringen (sygdom eller orlov efter barselsloen) også frem til udgangen af den følgende ferieafholdelseperiode, kan feriebetalingen udbetales.
Det er dit valg
Det er dit valg, om der skal ske udbetaling eller om ferien skal overføres (endnu engang) til den efterfølgende ferieafholdelsesperiode.
Hvis du derimod får en ny feriehindring, som varer op til ferieafholdelsesperiodens udløb, uden at have holdt den overførte ferie, overføres ferien på ny. Dette kan f.eks. være, hvis du er sygemeldt på grund af stress op til den første ferieafholdelsesperiodes udløb, og som efter at have genoptaget arbejdet igen bliver sygemeldt på grund af f.eks. et brækket ben.
Er du blevet syg før eller under din ferie kan du få erstattet dine mistede feriedage (link til den nye side)
Kan man få sin ikke-afholdte ferie udbetalt?
Det er muligt at få overført eller udbetalt 5. ferieuge – forudsat at du har optjent mere end 4 ugers betalt ferie i optjeningsåret.
Hvis du og din arbejdsgiver ikke en aftale om overførsel, skal din arbejdsgiver udbetale ferie ud over 4 uger.
Kontakt os for rådgivning
Er du i tvivl om dine rettigheder i forbindelse med ferie? Som medlem af vores fagforening kan du altid kontakte os for hjælp og rådgivning.
Er du ikke medlem af Ase, men ønsker at benytte dig af vores hjælp og rådgivning, kan du nemt og hurtigt melde dig ind.