Kollektiv ferielukning (tvungen ferie) efter den nye ferielov
Kollektiv ferielukning, eller tvungen ferie, er de situationer, hvor en virksomhed holder helt lukket i en periode. Det kan også dreje sig om en afgrænset del af virksomheden, f.eks. en produktionsenhed.
Udgangspunktet i ferieloven er, at du alene kan pålægges at holde ferie, såfremt du har feriepenge til brug i ferien. Kollektiv ferielukning er dog en undtagelse hertil. Dette betyder, at en arbejdsgiver kan kræve, at du afholder din ferie, selvom du ingen feriepenge har (altså for egen regning).
Kravet på betalt ferie
Arbejdsgiveren skal som udgangspunkt sikre sig, at du som medarbejder har feriepenge til brug under ferie, såfremt der skal være kollektiv ferielukning.
Dette udgangspunkt afhænger dog af, hvor mange feriedage, du har optjent, og i hvilket omfang din arbejdsgiver har haft mulighed for at bestemme over ferien.
Såfremt arbejdsgiveren ikke sørger for, at du har betalt ferie til en kollektiv lukning – og arbejdsgiveren har haft mulighed for at sikre sig dette – så har du krav på at få løn under ferie. Denne løn bliver beregnet ud fra den sædvanlige løn i de seneste 4 uger før den kollektive ferielukning.
Såfremt du står i en situation, hvor du har været ansat i hele det foregående ferieår og frem til tidspunktet for den kollektive ferielukning, men du stadig ikke har optjent ret til betalt ferie i henhold til ferieloven (f.eks. grundet barsel eller orlov med tabt arbejdsfortjeneste), skal arbejdsgiveren give dig ferie på forskud.
Antallet af uger med kollektiv ferielukning
Da du maksimalt kan optjene 5 ugers ferie i et ferieår, kan arbejdsgiveren maksimalt holde ferielukket i 5 uger per ferieår.
Ønsker arbejdsgiveren at der holdes 3 ugers samlet ferielukket – typisk sommerferielukning – så kan det alene sket i hovedferieperioden, da du har krav på at holde 3 ugers sammenhængende ferie i denne periode. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at det er arbejdsgiverens ansvar at sikre sig, at du har holdt 4 ugers ferie inden ferieåret udløber den 31. august. Det er derfor ikke muligt for arbejdsgiveren at holde 3 ugers kollektiv lukket i september, selvom september også anses for en del af hovedferieperioden.
Uanset om der er tale om ”almindelig” ferie eller kollektiv ferielukning, så skal ferie varsles efter varslingsreglerne i ferieloven. Det vil sige, at 3 ugers ferielukning i hovedferieperioden skal varsles med 3 måneder og øvrig ferie skal varsles med 1 måned.
Dagpenge ved kollektiv ferielukning
For at kunne modtage dagpenge fra din a-kasse ved tvungen ferie, skal du desuden opfylde følgende:
- Du er blevet pålagt at holde ferie som følge af ferielukningen
- Du har holdt al din ferie med løn, og modtaget din feriegodtgørelse samt dine feriedagpenge
- Du ønsker ikke selv at betale for din ferie
- Du er tilmeldt jobnet.dk som ledig dagpengemodtager på fuld tid
- Du opfylder de øvrige betingelser for dagpenge