Dimittendsats 2024

Er du nyuddannet og har dagpenge i sigte, mens du søger arbejde, er det en god idé at kende til og forstå dimittendsatsen for nyuddannede og de tilhørende regler. 

Hvad er dimittendsatsen?

Som nyuddannet medlem af en a-kasse har du mulighed for at få udbetalt dagpenge med dimittendsats. Satsen afhænger af, om du har forsørgerpligt af et barn eller ej.

Har du været medlem af a-kassen i minimum 1 år inden afslutningen af din uddannelse, kan du som udgangspunkt få dagpenge fra din første ledighedsdag og i op til 12 måneder.  

Hvor meget får jeg i dagpenge som dimittend?

Din dagpengesats afhænger af din alder, og om du er forsørger af et barn under 18 år eller ej. 

Er du under 30 år og uden forsørgerstatus, er din dagpengesats på 71,5 % af den maksimale dagpengesats de første 3 måneder. Herefter reduceres den til 49,17 % resten af den tid, du modtager dagpenge. Er du over 30 år og uden forsørgerstatus, er satsen også på 71,5 % de første 3 måneder, hvorefter den reduceres til 62,11 %.

Er du forsørger, har du ret til en fast sats på 82 % af den maksimale dagpengesats om måneden. Satsen reduceres ikke. 

Kontakt os, hvis din forsørgerstatus ændrer sig. Når du har skiftet forsørgerstatus, ændres din sats fra den 1. i den efterfølgende måned. 

 I tabellen herunder kan du se, hvad du kan få udbetalt i dagpenge som nyuddannet før skat. 

 

Dimittendsatser 2024

    Pr. måned Pr. år
82% - dimittendsats (dimittender med forsørgerpligt)   16.694,- 200.328,-
71,5% - dimittendsats (dimittender uden forsørgelsespligt)   14.557,- 174.684,-
62,11 % dimittendsats (dimittender over 30 år uden forsørgerpligt - udbetales efter de første 3 måneder af en ledighedsperiode)   12.645,- 151.740,-
49,17 % dimittendsats (dimittender under 30 år uden forsørgerpligt - udbetales efter de første 3 måneder af en ledighedsperiode)   10.011,- 120.132,-
50% sats (unge < 25 år, ingen uddannelse)
(udbetales efter særlige regler)
  10.180,- 122.160,-

OBS. Hvis du har fået dagpengeret som dimittend inden 1. maj 2023, har du ret til dagpenge i to år (inden for 3 år).

Bliv klogere på 14-dages reglen

Du kan kun modtage dagpenge fra din første ledighedsdag, hvis du har været medlem af a-kassen i minimum 1 år før endt uddannelse. Husk, at det er gratis at være medlem af a-kassen, mens du studerer. 

Læs mere om kontingentfritagelse som studerende

I tilfælde af at du ikke har meldt dig ind i tide, indtræder 14-dages reglen. Den giver dig mulighed for at få dagpenge måneden efter, du har afsluttet din uddannelse. Du går altså glip af en enkelt måneds dagpenge. Sørg for at melde dig ind i a-kassen senest 14 dage efter din sidste eksamen.  

Meld dig ind i Ase A-kasse


Dimittender med selvstændig virksomhed

Hvis du er medlem af Ase med dimittendrettigheder og har en  selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, kan du søge om at få supplerende dagpenge i op til 30 uger. A-kassen godkender, at der er tale om en bibeskæftigelse. Du bør være opmærksom på, at det medfører krav til jobsøgning, deltagelse i møder, og at du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.  

Sådan står du til rådighed for arbejdsmarkedet

 

Har du studiejob og er ved at dimittere?

Hvis du afslutter din uddannelse med et studiejob og ønsker at beholde det så lang tid som muligt, kan du i nogle tilfælde få supplerende dagpenge i stedet for dagpenge. Vi anbefaler, at du kontakter os, før du beslutter dig for at beholde dit studiejob, så vi kan rådgive dig om reglerne samt den bedste løsning for dig. 

Hvis du har et studiejob, men har valgt at tage imod dagpenge på dimittendvilkår, er det vigtigt, at du opsiger og afslutter dit studiejob inden din dimission for at undgå en karantæne på 3 uger. Det skyldes reglerne om selvforskyldt ledighed. 

Hvornår går jeg fra dimittendsats til en højere dagpengesats?

Du kan få beregnet en ny sats, hvis du efter uddannelsens afslutning har haft lønarbejde. Det er en betingelse, at arbejdsforholdet er afsluttet, og at der er indberettet mindst 3 måneders løn til indkomstregistret. Du kan tidligst få udbetalt dagpenge med den beregnede sats 6 måneder efter, at din uddannelse er afsluttet. 

 

Oplev fordelene ved dagpenge og medlemskab i a-kassen

At kunne få dagpenge som nyuddannet er en vigtig del af overgangen fra uddannelse til arbejdsmarkedet. Udgifterne stiger nemlig i takt med, at du ikke længere er studerende, og i nogle brancher kan det være svært at komme hurtigt ud i job. Med dagpenge er du økonomisk sikret i op til 12 måneder, mens du søger efter arbejde.  

 Mens du modtager dagpenge, kan du som medlem få hjælp og rådgivning til din jobsøgning af vores dygtige konsulenter. Det kan eksempelvis være sparring på dine jobansøgninger og CV samt gode råd til, hvordan du bliver klar til en jobsamtale. Du får desuden adgang til et væld af online kurser, der kan styrke dig i processen.  

 

Udbetaling af dagpenge: Sådan fungerer det

Når du får dagpenge, er det godt at kende til dagpengenes udbetalingsperioder og -datoer, så du har fuldstændig styr på din økonomi. Dagpenge er bagudbetalt, og det betyder blandt andet, at du vil opleve et hul i økonomien, når du går fra SU til dagpenge, da SU er forudbetalt. 

 For at få udbetalt dine dagpenge, skal du selv sørge for at udfylde dit dagpengekort. Og det skal du gøre hver eneste måned. Du kan som udgangspunkt tidligst udfylde dagpengekortet fra en uge inden månedens udgang og indtil 1 måned og 10 dage efter, at udbetalingsperioden udløber. 

 

Har du spørgsmål til dimittendsatsen?

Kontakt os, hvis du har spørgsmål til dimittendsatsen, udbetaling af dagpenge eller noget tredje.   

Står du lige nu uden a-kasse som studerende, kan du  melde dig ind i vores a-kasse og begynde at opspare anciennitet til en kommende dagpengeperiode. Vores fagforening er også for alle — det vil sige, at vi rådgiver både lærere, håndværkere, jurister og alt derimellem. Så tøv ikke med at melde dig ind.  

Meld dig ind i Ase