Brancheskift
Står du over for et brancheskift, men er usikker på, hvordan det skal gribes an? Hos Ase guider vi dig med viden og gode råd, så du kan øge din chancer for at få succes med det.
Lyt også til beretninger fra medlemmer, der har stået i lignende situationer.
Hvordan skifter jeg branche?
For at skifte branche skal du først identificere dine overførbare færdigheder samt opdatere dit CV og din ansøgning til at passe til den nye branche. Det er også vigtigt at netværke inden for det nye felt og være villig til at starte på et lavere niveau for at få nødvendig erfaring.
Årsager til brancheskift
Det er ganske normalt at skifte branche i dagens Danmark, og der kan være mange årsager til, at du ikke længere har lyst til eller mulighed for at blive i din branche. De mest hyppige årsager til brancheskift inkluderer blandt andet:
- Sygdom
- Arbejdsskader
- Manglende motivation
- Nedlæggelse af område
Hvad har du nu lyst til at lave?
Det første skridt i processen er at finde ud af, hvad årsagen til dit brancheskift er, og hvad der er vigtigt for dig i dit kommende job. Tænk på, hvad der motiverer dig i dit arbejdsliv, og hvilke kompetencer du ønsker at få i spil og udvikle. Er du bevidst om disse, kan du nemmere målrette din jobsøgning. Det, der gjorde dig umotiveret eller ude af stand til at fortsætte i din tidligere stilling, kan også være et godt pejlemærke for din søgning, så du undgår en gentagelse.
Hav styr på dine kompetencer
Et brancheskift kan være svært, da du konkurrerer med kandidater, der har været i branchen i længere tid end dig og derfor har mere erfaring.
Overvej hvilke af dine nuværende kompetencer der kan komme dig til gode i dit nye job. Måske har du allerede beskæftiget dig en smule med branchen tidligere. Jo flere relevante kompetencer du har, jo større chance for at lande et job i en ny branche.
Nogle kompetencer er naturligvis nemmere at overføre end andre. Har du ledererfaring, kan du nemmere udskifte en lederstilling i en privat virksomhed med en lederstilling i eksempelvis det offentlige. Det samme gælder kompetencer indenfor økonomi, bogholderi og andet. Som lærer, sygeplejerske, pædagog og lignende professioner skal du i mange tilfælde tænke lidt mere kreativt for at overføre dine kompetencer til en ny kontekst.
Gør brug af dit netværk
Ved et brancheskift er dit netværk din stærkeste allierede. Ved at gøre brug af dit netværk til kaffeaftaler og gøre en indsats for at udvide netværket, eksempelvis på LinkedIn, åbner du døre til nye muligheder. Selvom du måske mangler erfaring inden for din nye branche, kan dit netværk hjælpe dig med at få et ben indenfor. Et stærkt netværk kan altså være ganske afgørende, når du ønsker succes med et brancheskift.
Læs mere om, hvordan du kan bruge Linkedin i din jobsøgning.
Tilpas ansøgning og CV
Din ansøgning og dit CV skal klart fremhæve, hvordan dine tidligere erfaringer og kompetencer kan overføres og anvendes i den nye branche. Vær tydelig omkring dit brancheskift, og gør din modtager nysgerrig ved at illustrere, hvordan du har løst lignende udfordringer i din tidligere branche, og hvordan du vil bruge den erfaring i den nye branche.
Hvis du eksempelvis har ledet et team i en branche, hvor kundetilfredshed var nøglen, kan du fremhæve, hvordan denne tilgang kan øge kundeloyaliteten i den nye branche. Undgå at nævne kompetencer, der ikke er relevante for den nye stilling.
Brancheskift – interview med Martin Jensen
I denne episode er emnet brancheskift og den handler om hvordan man kan gribe det an hvis man ønsker at skifte retning i sin karriere.
Du får en masse gode råd fra Martin Jensen, som deler ud af sin personlige erfaring hvor han deler hvordan han greb processen an, hvordan han landede sit nuværende job og hvad han lærte undervejs.