Opsigelse i henhold til funktionærloven

Bliver du opsagt som ansat efter funktionærloven, har du krav på at kende årsagen. Du har også krav på et opsigelsesvarsel, som afhænger af din anciennitet. Nedenfor kan du læse mere om, hvad funktionærloven siger om opsigelse.

Opsigelsesvarsler

Efter funktionærloven gælder følgende varsler:

  • Op til 6 måneders ansættelse - 1 måneds opsigelsesvarsel
  • Fra 6 måneders til 3 års ansættelse - 3 måneders opsigelsesvarsel
  • Fra 3 års til 6 års ansættelse - 4 måneders opsigelsesvarsel
  • Fra 6 års til 9 års ansættelse - 5 måneders opsigelsesvarsel
  • Over 9 års ansættelse - 6 måneders opsigelsesvarsel

Opsigelsesvarslet skal altid afgives til udgangen af en måned, og opsigelsesvarslets længde skal tælles med, når ancienniteten bliver beregnet. Fratrædelsesdatoen i henhold til opsigelsen skal dermed ligge inden for den pågældende anciennitetsperiode, ellers har du krav på det opsigelsesvarsel, der hører til den næste periode.

Bemærk, at du skal have modtaget opsigelsen inden månedens udgang klokken 23.59, før varslet træder i kraft.

Eksempel
Du har været ansat i 3 år og 6 måneder. Dit opsigelsesvarsel er på 4 måneder.

Bliver du opsagt til fratræden d. 30. september, skal du have modtaget den skriftlige opsigelse senest d. 31. maj klokken 23.59. Modtager du først opsigelsen d. 1. juni, rykkes din fratrædelse til 31. oktober – altså en hel måned senere.

 

Sådan udregnes din anciennitet

Din anciennitet regnes fra den dag, du ansættes. Det betyder, at en eventuel prøvetid tæller med.

Hvis du har været vikar og fortsætter i stillingen umiddelbart efter udløbet af vikaransættelsen, bliver vikaransættelsen talt med i din anciennitet. Det gælder både i forhold til opsigelsesvarsel, godtgørelse mv.

Det samme gælder hvis du som elev efter overstået elevtid fortsætter i en funktionærstilling hos samme arbejdsgiver.

Bemærk. Hvis du ikke er omfattet af funktionærloven, afhænger det af din overenskomst, om du din vikar- og/eller elevtid tæller med i ancienniteten. Er du i tvivl om, hvad der gælder, kan Ase vejlede dig.

 

Vær opmærksom på undtagelser fra funktionærlovens opsigelsesvarsler

Der kan aftales særlige undtagelser fra funktionærlovens opsigelsesvarsler med din arbejdsgiver. Er det tilfældet, vil de fremgå af din ansættelseskontrakt. Typisk handler fravigelserne om prøvetid, 120-dages-reglen eller længere opsigelsesvarsel.

 

Opsigelse i prøvetiden

I ansættelseskontrakten kan det aftales, at det gælder en prøvetid på op til 3 måneder i begyndelsen af din ansættelse. Er det tilfældet, kan arbejdsgiveren opsige ansættelsesforholdet med 14 dages varsel til fratrædelse, såfremt du fortsat er inden for prøvetid. Det betyder at reglen om, at opsigelsen først kan få virkning ved en måneds udgang ikke gælder i prøveperioden.

Aftale om forlænget opsigelsesvarsel

Der kan indgås en skriftlig aftale om et opsigelsesvarsel, der er længere end det, der gælder i funktionærloven. Vær opmærksom på, at dit opsigelsesvarsel kun kan forlænges, hvis din arbejdsgivers varsel tilsvarende forlænges med samme antal måneder. Er der kun tale om en forlængelse af dit opsigelsesvarsel, er aftalen ikke gyldig.

 

Hvis du ikke er funktionær

Hvis du er dækket af en overenskomst, afhænger opsigelsesvarslet af, hvad der står i den konkrete overenskomst.

Hvis du hverken er omfattet af en overenskomst eller af funktionærloven, kan opsigelsesvarslerne som udgangspunkt aftales frit i den individuelle ansættelseskontrakt.

Hvis der ikke er aftalt noget varsel, gælder der et sædvanligt og rimeligt varsel bedømt ud fra forholdene på arbejdspladsen og den branche, som arbejdsgiveren tilhører. ​​

Er du blevet opsagt?

Hvis du har spørgsmål eller brug for vores hjælp, så tøv ikke med at kontakte os på MitAse.dk

Mere om opsigelse