Har du styr på dine forretnings- hemmeligheder?
Vidste du, at du som arbejdsgiver faktisk er dækket, hvis en af dine medarbejdere skulle bryde deres tavshedspligt eller misbruger sin viden om dine forretningshemmeligheder?
Der findes nemlig en speciallov om forretningshemmeligheder, der gør at du som arbejdsgiver er bedre stillet, hvis du kommer ud i en situation hvor en (tidligere) medarbejder misbruger sin viden om dine forretningshemmeligheder eller bryder deres tavshedspligt. Denne lov har ingen forældelsesfrist, hvor den tidligere lovgivning indenfor dette felt kun gjaldt i tre år efter at medarbejderen forlod arbejdspladsen.
Hvad er en forretnings- hemmelighed?
Denne lov om forretningshemmeligheder er nem at gennemskue for dig som arbejdsgiver, da den definerer, hvad en forretningshemmelighed overhovedet er:
En oplysning forstås som en forretningshemmelighed, når den har en handelsværdi og ikke er almindelig kendt eller umiddelbart tilgængelig.
Det vil sige, at du skal have iværksat rimelige foranstaltninger for, at oplysningen kan forblive hemmelig.
Hvordan beskytter jeg mine forretnings- hemmeligheder bedst muligt?
Først og fremmest er det en god idé at begrænse kredsen af personer, der har adgang til oplysningen, og gøre det klart, at oplysningen er at betragte som hemmelig. Det er vigtigt at du tager dine forholdsregler og begrænser risikoen for at nogen lækker forretningskritiske hemmeligheder. Er der hemmeligheder i din virksomhed som f.eks. unikke produktionsmetoder, tegninger, opskrifter eller koncepter, bør du aktivt tage stilling til, hvem der har behov for at kende til dem. Ifølge denne lov er det vigtigt, at det kun er personer for hvem det er nødvendigt og relevant at have kendskab til de hemmelige oplysninger, som rent faktisk har det.
For eksempel kan adgangen begrænses til de personer, som kun kan udføre deres arbejde, hvis de kender til oplysningerne. Et rigtig godt tip er i øvrigt, at dine ansættelseskontrakter indeholder fortrolighedsvilkår. Det indskærper den enkelte medarbejders tavshedspligt.
Forskellen på erstatning og godtgørelse
Du kan som arbejdsgiver ikke kun søge om erstatning for økonomisk tab, men også om godtgørelse for ikke-økonomiske tab på grund af brud på tavshedspligten.
Hvad er en erstatning?
Erstatning vil sige at blive kompenseret for det økonomiske tab, man lider, hvis en konkurrent har fået fingrene i ens forretningshemmelighed og har udnyttet den i strid med loven.
Hvad er en godtgørelse?
Godtgørelse går et skridt længere end erstatning og tager ikke-økonomiske tab med i ligningen. Hvilke tab, der mere præcis kan udløse en godtgørelse, afventer imidlertid praksis – altså hvad domstolene rent faktisk kommer til at dømme og lægge til grund for dommene.
Vigtigt: Husk at reagere hurtigt!
Så snart du får nys om at en medarbejder har forbrudt sig mod dine forretningshemmeligheder, skal du reagere.
Der er nemlig en vigtig seks måneders frist og en vigtig treårs frist du skal være opmærksom på.
Fra du opdager medarbejderens brud på tavshedspligten, har du seks måneder til at anlægge en sag for at få nedlagt et forbud mod yderligere uberettiget udnyttelse af din knowhow. Det handler om at stoppe ulykken og reagere hurtigt.
Vil du derefter anlægge en erstatningssag mod vedkommende, eller mod det firma som vedkommende ubeføjet har givet sin viden til, har du tre år. Igen er det med udgangspunkt i det tidspunkt hvor du opdager bruddet. De tre år svarer til den almindelige frist for forældelse. Men det vil altid være nemmere at løfte bevisbyrden jo tættere man er på gerningstidspunktet.
Tjek dine ansættelses- kontrakter
Har du medarbejdere som er ansat før d. 9/6- 2018 hvor loven trådte i kraft, er det vigtigt at du tjekker deres kontrakter igennem. Kontrakter er juridisk bindende dokumenter, og refererer disse til de gamle regler (og det er der en del der gør), står kontraktens ord over for lovens bogstav. Konsekvensen er, at du ikke nødvendigvis kan nyde godt af denne lov som styrker beskyttelsen af din forretning og knowhow – hvis uheldet skulle være ude med et broddent kar hos en (tidligere) medarbejder.
Få hjælp til at tjekke dine kontrakter
Melder du dig ind i foreningen HR Jura kan du få konkret hjælp – altså få kigget dine medarbejderes kontrakter igennem. Vi hjælper med alt inden for rekruttering, ansættelse og HR – læs meget mere her.