Motivation af medarbejdere

Motivation er en afgørende drivkraft på arbejdspladsen for at kunne præstere og levere gode resultater. For dig som leder er det derfor vigtigt at vide, hvordan dine medarbejdere motiveres hver især, så du kan fastholde deres produktivitet og arbejdsglæde. Læs mere om motivation her på siden, og få konkrete råd, som du kan bruge i det daglige. 

Hvad er motivation?

Motivation er den drivkraft, der stimulerer en person til handling eller opnåelse af et mål. Det kan komme fra indre faktorer, som passion og nysgerrighed, eller ydre faktorer, som belønninger. Motivation spiller en afgørende rolle i at opretholde medarbejderes engagement og målrettethed

Husk, at dine medarbejdere motiveres forskelligt

Motivation er en central faktor i medarbejderens præstation og tilfredshed på arbejdspladsen. Forskellige medarbejdere motiveres af forskellige ting - nogle drives af muligheden for forfremmelse og personlig udvikling, mens andre motiveres af anerkendelse og ros eller værdien i at gøre en forskel for nogle bestemte målgrupper. Der er også medarbejdere, der motiveres af det sociale aspekt, hvor samarbejde og teamånd spiller en central rolle.

Det er vigtigt at forstå, at motivation ikke kun er økonomisk. Selvom løn og goder kan være motiverende, er det ofte de immaterielle faktorer, der virkelig tæller. Som leder er det derfor essentielt at kende sine medarbejdere individuelt og forstå, hvad der motiverer dem, for at kunne skabe en produktiv og positiv arbejdsplads. 

7 forskellige metoder til motivation af medarbejdere:  

Motivation er ofte forbundet med værdier. Værdier er dybt personlige og kan være en stærk drivkraft for individets handlinger og beslutninger. Hvis medarbejdere ikke kan handle i overensstemmelse med deres værdier på arbejdspladsen, kan det føre til demotivation. Som leder bør du derfor være opmærksom og nysgerrig på dine medarbejderes værdier og være klar til at justere individuelle mål herefter. Dette kan opnås gennem direkte dialog eller ved at observere deres reaktioner under pres. Her er forskelsbehandling i virkeligheden ligebehandling. 

At være en god leder indebærer mange forskellige aspekter, men et af de mest essentielle er evnen til at motivere sine medarbejdere. Her er 7 forskellige måder, du kan motivere dine medarbejdere på:

  1. Skab et positivt arbejdsmiljø og fællesskab: Medarbejderne skal gerne føle sig trygge og have et positivt tilhørsforhold til kolleger. Dette kan du fremme ved at sikre en positiv arbejdskultur med åben og omsorgsfuld kommunikation, og du kan planlægge små events, der styrker fællesskabet. 

 

  1. Sæt klare mål for dine medarbejdere: Hjælp dine medarbejdere med at sætte klare mål, der er både målbare og opnåelige, så de ved præcis, hvad du forventer af dem. Derudover kan mål give succesoplevelser, som styrker motivationen. 

 

  1. Understøt selvstændigt arbejde: Nogle medarbejdere har brug for forudbestemte strukturer og rammer, mens andre har brug for selv at have kontrol over og selvstændighed i deres arbejde. Her er tillid nøgleordet fra begge parter. 

 

  1. Lad medarbejderne få indflydelse: Hvis du lader dine medarbejdere have indflydelse på deres eget arbejde og på overordnede rammer på arbejdspladsen, så kan det give stor motivation. Det betyder selvfølgelig ikke, at dine medarbejdere skal til at træffe vigtige ledelsesmæssige beslutninger, men du kan spørge efter deres mening, lytte til deres feedback og give dem nogle små ansvarsområder. 

 

  1. Tilbyd udviklingsmuligheder: Mange motiveres af muligheden for udvikling, og derfor er det en god idé at overveje relevante kurser eller nye ansvarsområder, som vil give dine medarbejdere ny viden og nye kompetencer. 

 

  1. Vis anerkendelse og taknemmelighed: Ros for et godt stykke arbejde kan være euforiserende og give ekstra motivation i arbejdet. Det kræver meget lidt af dig som leder at vise påskønnelse, men det kan gøre en verden til forskel for dine medarbejdere. 

 

  1. Giv mere fleksibilitet i arbejdet: Dine medarbejdere lever vidt forskellige liv, og nogle har brug for mere fleksibilitet i arbejdet for at få dagene til at hænge sammen. Giv derfor med fordel frie tøjler til fjernarbejde og jobdeling – så vil du med garanti få gladere medarbejdere. 

Gode tips til trivsel på arbejdspladsen

Hos Ase tilbyder vi en skattekiste af information, tips og gode råd til at fremme trivsel på arbejdspladsen. Du kan finde artikler med indsigtsfulde råd om alt fra at opnå en sund work-life-balance og effektivt hjemmearbejde til at gennemføre konstruktive MUS-samtaler. Du kan også blive klogere på stresssymptomer, få råd til at håndtere dem, samt få indsigt i, hvordan du kan komme dig over en stressperiode. Udforsk vores blog, og udnyt vores ressourcer til at skabe en sund og produktiv arbejdsplads.

Bliv medlem af Ase

Er du selvstændig med medarbejdere under dig, så kan vi hjælpe dig. Som medlem af Ase HR Jura, kan du få masser af sparring og gode råd til, hvordan du motiverer dine medarbejdere, samt hvad du har af pligter og rettigheder som arbejdsgiver. Vi er din juridiske HR-afdeling, der støtter dig i personalesager, kontrakter, rekruttering og meget mere. Har du spørgsmål til HR Jura, er du velkommen til at kontakte os telefonisk eller via e-mail.