Find dit nye job i et gammelt opslag

Internettet bugner af jobannoncer, hvor ansøgningsfristen for længst er overskredet. Men mange af dem er stadig særdeles brugbare, når du sender uopfordrede ansøgninger.

Brug det i din research

Hos Jobindex ligger alle tidligere jobopslag stadig frit tilgængelige i deres arkiv. Fyldt med informationer om virksomhederne, hvilke kompetencer de tidligere har søgt hos kandidater, og hvilken kontaktperson, man skal rette henvendelse til.

Alt sammen nyttige informationer, man kan drage fordel af som jobsøger, mener de hos Jobindex.

"Man kan bruge det i sin generelle research, når man søger en stilling. Måske har de tidligere søgt en profil, der matcher din fuldstændig. Eller du kan se, hvilke kompetencer, du skal fremhæve," forklarer Niels Folkenberg, som er rekrutteringskonsulent hos Jobindex. 

 

Find kontaktpersonen

Og der er flere fordele at hente. Fx kan du målrette din ansøgning til én kontaktperson, fremfor til en personaleafdeling. 

"Hvis du sender din ansøgning til personaleafdelingen i en virksomhed, er deres job at åbne den, sende et høfligt afslag og smide den ud. Hvis du derimod sender den direkte til kontaktpersonen, er der større chancer for at den bliver læst," fastslår Niels Folkenberg.

Sådan gør du

  • Gå ind på Jobindex.dk og klik på "flere søgemuligheder"
  • Klik på "Opslagsdato" og vælg "arkiv" nederst i rullemenuen. Nu kan du vælge et tidsinterval og søge tilbage i tiden
  • Indtast dine søgekriterier. Du kan enten vælge alle de job, der har været søgt inden for en bestemt jobkategori, eller du kan vælge en bestemt virksomhed
  • Ved den enkelte jobannonce, kan du klikke på virksomhedsprofilen, som viser alle nuværende og tidligere stillingsopslag fra virksomheden.

 

Ase står klar til at hjælpe

Husk, at du altid kan tage fat i Ase, hvis du har behov for at komme videre med jobsøgningen. Ring til os på 7013 7013.