Skattefri præmie
Hvis du fortsætter med at arbejde, efter du har fået dit efterlønsbevis, har du mulighed for at få en skattefri præmie på op til 170.448 kr. (2023-tal).
Størrelsen på præmien fastsættes ud fra, hvor meget du har arbejdet efter du har fået dit efterlønsbevis. Det maksimale beløb, får du, hvis du har ret til efterløn, men dropper efterlønnen og i stedet arbejder fuld tid helt frem til, du når folkepensionsalderen. Beløbet er skattefrit og kaldes derfor en skattefri præmie.
Hvordan får jeg en skattefri præmie?
- Er du født den 1. juli 1959 eller senere, skal du blot have dit efterlønsbevis, før du kan komme i gang med at optjene en skattefri præmie.
- Er du født senest den 30. juni 1959, skal du både have dit efterlønsbevis og herefter opfylde udskydelsesreglen, før du kan komme i gang med at optjene en skattefri præmie.
Er du født før 1956? Læs de særlige regler, der gælder for dig
Når du opfylder betingelserne for at komme i gang med at optjene skattefri præmie, optjener du herefter en præmie på 14.204 kr. (2023-tal), hver gang du har arbejdet i 481 timer. Det gælder frem til folkepensionsalderen. Du kan højst optjene 12 præmieportioner.
Du kan optjene skattefri præmie, hvis du bor og arbejder i Danmark, i et andet EØS-land, Schweiz, Grønland eller på Færøerne.
Hvis du er lønmodtager
Som lønmodtager kan du have arbejdstimer på deltid og fuld tid. Alle løntimer tæller med til optjeningen. Der skal dog være tale om almindelige løn- og ansættelsesvilkår (typisk overenskomstmæssige vilkår).
Hvis du er selvstændig
Som selvstændig erhvervsdrivende beregnes den skattefri præmie ved at indkomst fra selvstændig virksomhed omregnes til timer med omregningsfaktoren 132,18 (2023-tal). Der kan maksimalt medtælles 1.924 timer om året fra selvstændig virksomhed.
Optjening til skattefri præmie efter overgang til efterløn
Hvis du venter med at gå på efterløn til mindst 2 år efter, at du har fået dit efterlønsbevis, kan arbejde i efterlønsperioden også tælle med til optjening af skattefri præmie. Det kræver dog, at du har arbejdet tæt på fuld tid i 2 år i perioden, fra du har fået dit efterlønsbevis, og til du går på efterløn.
Fradrag i præmien
Det maksimale timeantal, der indgår i opgørelsen af den skattefri præmie, er 5.772 timer, som svarer til 37 timer om ugen i 3 år. Timer, hvor du modtager dagpenge, efterløn eller Tidlig Pension (Arnepension) i ovennævnte periode, fratrækkes de 5.772 timer.
Du optjener en skattefri præmieportion, hver gang du har fået indberettet 481 arbejdstimer, så du kan altså maksimalt optjene 12 præmier. Overstiger antallet af dine udførte arbejdstimer 5.772 timer fratrukket udbetalte dagpenge m.m., kan der ske reduktion af din skattefri præmie.
Ase udbetaler den skattefri præmie
Når du når folkepensionsalderen, er det Ase, der af egen drift beregner og udbetaler den skattefri præmie.
Du skal ikke selv ansøge om den. Der vil dog gå op til 5-6 uger, før vi har indsamlet alle relevante indkomstoplysninger. Vi vil herefter hurtigst muligt overføre pengene på din NemKonto.
Præmiebeløbet reguleres i takt med den årlige regulering af den maksimale dagpengesats.
Vigtigt! Hvis du har drevet selvstændig virksomhed op til folkepensionsalderen, vil sidste indkomstår endnu ikke være skattemæssigt opgjort, når du søger skattefri præmie. Derfor udbetales den skattefri præmie i to omgange.
Første gang ved folkepensionsalderen, hvor det antal præmier udbetales, som kan opgøres på baggrund af tilgængelige årsopgørelser fra Skat. Når sidste årsopgørelse foreligger fra Skat, opgøres og udbetales den sidste del af den skattefri præmie.