5 trin til at søge dagpenge

Det er ikke så svært at søge dagpenge, som du måske tror. Det vigtigste er, at du gør det i god tid og får fat på de nødvendige papirer.

Sådan søger du dagpenge

1. Meld dig ledig på jobcentret

For at få dagpenge skal du være meldt ledig på jobcentret. Tilmeld dig på jobnet.dk eller mød personligt op på dit lokale jobcenter. 

Tilmeld til jobnet
Find dit jobcenter

2. Opret dit CV på Jobnet.dk

Opret dit CV på jobnet.dk senest to uger efter at du har meldt dig ledig. Dit CV skal være tilgængeligt og godkendt af os, for at vi kan udbetale dagpenge til dig.

Gå til Jobnet

3. Tilmeld dig postkassen på mitase.dk

Log ind på MitAse, og tilmeld dig vores elektroniske postkasse.

4. Ansøgning om dagpenge

Hvis du er lønmodtager:

Udfyld din dagpengeansøgning også kaldet ledighedserklæring og send den elektronisk til os på MitAse. Her skal du også vedhæfte din ansættelseskontrakt og evt. din opsigelse.

Se hvilke krav du skal opfylde for at få dagpenge som lønmodtager

 

Hvis du er selvstændig erhvervsdrivende:

Kontakt Ase telefonisk, og så gennemgår vi ansøgningen sammen med dig. Det er bedst, hvis du har dine sidste 3 årsopgørelser klar ved samtalen.

Se hvilke krav du skal opfylde for at få dagpenge som selvstændig

 

5. Afvent svar

Når vi har modtaget din ansøgning, ser vi på, om du opfylder betingelserne for at få dagpenge. Vi sender dig en mail via digital post på MitAse med besked om, hvorvidt du kan få dagpenge eller ej.

Hvis din ansøgning om dagpenge er godkendt, og du har tastet dit dagpengekort, vil der som regel være dagpenge på din NemKonto den sidste bankdag i måneden.

 

Specielt for dig i job

Du kan søge dagpenge, hvis du er blevet fyret eller du selv har sagt op. I begge tilfælde skal du tilmelde dig på jobnet.dk eller møde personligt op på dit lokale jobcenter.

Hvis du er blevet fyret, kan du normalt få dagpenge fra første dag, du er meldt ledig på jobcentret.

Hvis du selv har sagt op, eller du selv er skyld i, at du er blevet fyret, kan du som regel først få dagpenge tre uger efter din første ledige dag.

Du kan få op til 232.212 kr. om året (2022-tal) i dagpenge før skat. Det svarer til 19.351 kr. om måneden før skat.

Brug for mere viden? Læs mere i brochuren:

Dagpenge som lønmodtager

Specielt for selvstændige

Ring til Ase, hvis du er som selvstændig søger dagpenge. Du kan pt. ikke søge dagpenge elektronisk.

For at søge dagpenge som selvstændig skal du have solgt din virksomhed eller lukket den fuldstændigt.

Bemærk, at der fra oktober 2018 gælder nye krav for selvstændige, der får brug for at søge dagpenge. Se de nye regler i punktform nedenfor.

  • Klare krav

Hvis du inden for de sidste tre år har haft et overskud på min. 246.924 kr. har du ret til dagpenge. Det er altså slut med, at din a-kasse skønner, hvorvidt du har drevet selvstændig virksomhed i ’væsentligt omfang’.

  • Alt arbejde tæller

Al indkomst inden for de seneste tre år tæller med i grundlaget for, om du har ret til dagpenge. Det gælder både A- og B-indkomst og overskud af selvstændig virksomhed.

  • Ny beregningsmodel

Når du har opnået ret til dagpenge, bliver dagpengesatsen udregnet ud fra din samlede indkomst – både fra lønarbejde og fra selvstændig virksomhed. Den præcise sats bliver udregnet ud fra de 12 måneder i løbet af de seneste 24 måneder, hvor du har tjent mest. Det er derfor en god idé at stoppe med at drive virksomhed, mens du endnu har en relativt god indtægt. På den måde sikrer du dig både retten til dagpenge og en fornuftig dagpengesats.

  • Mindre papirarbejde

Det er ikke længere nødvendigt at dokumentere i samme grad som hidtil, at du er ophørt med at drive virksomhed. Du skal stadig lukke din virksomhed, men det er som udgangspunkt nok bare at afmelde den fra CVR-registret.

  • Fritidsbeskæftigelse

Du har mulighed for at have en fritidsbeskæftigelse samtidig med dagpenge. Du må dog som udgangspunkt ikke have et CVR-nummer eller være beskattet som selvstændig. De timer du bruger på din fritidsbeskæftigelse skal fradrages i dine dagpenge. Du bliver til gengæld ikke begrænset i din ret til dagpenge.

  • Bibeskæftigelse

Det er ikke forbudt at få nye idéer, selv om du er på dagpenge. Så selv om du har lukket din virksomhed, må du gerne drive en ny, lille virksomhed som bibeskæftigelse, selv om du er på dagpenge. Du skal dog vente 6 måneder fra den dag, du lukkede din virksomhed, til du starter en ny op. Du må dog gerne udføre arbejdet med din bibeskæftigelse i dagtimerne og også have intention om at gøre virksomheden til din hovedbeskæftigelse. Du skal være tilmeldt Jobcentret og stå til rådighed for arbejdsmarkedet og din arbejdsopgaver i din selvstændige bibeskæftigelse må ikke hindre dig i at tiltræde lønmodtagerarbejde med dags varsel. De timer, du bruger på din nye virksomhed, bliver trukket i dine dagpenge. Driver du selvstændig bibeskæftigelse, vil din ret til dagpenge efter de nye regler blive begrænset til 30 uger. Vær også opmærksom på, at har du inden du starter selvstændig bibeskæftigelse modtaget supplerende dagpenge til lønmodtagerarbejde på nedsat tid, vil disse uger tælle med i din begrænsede ret på 30 uger.

Brug for mere viden? Læs mere i brochuren: Værd at vide - Når du ophører med din virksomhed

Brug for viden om ægtefælleforhold? Læs mere i brochuren: Udtræden af virksomhed for ægtefæller

Brug for viden om rådighed? Læs mere i brochuren: Rådighedsforpligtelsen

Specielt for jobsøgning i udlandet

Du kan søge dagpenge, selvom du søger job i udlandet.

Du kan altid rejse til udlandet og søge arbejde, hvis du rejser ud og hjem samme dag. Du kan desuden få dagpenge i op til fem dage, hvis du skal til en jobsamtale i udlandet, og du før afrejsen har dokumenteret ansættelsessamtalen samt opholdets varighed hos os og jobcentret. 

Som statsborger i et EU- eller EØS-land har du også mulighed for at få dagpenge i op til tre måneder, hvis du tager til et andet EU- eller EØS-land for at søge arbejde. Det er dog et krav, at du har været ledig i mindst fire uger og at du har ret til dagpenge fra den dag du rejser. Husk at søge tilladelse i god tid inden du tager afsted.

Brug for mere viden? Læs mere i brochuren: Dagpenge, mens du søger job i udlandet