Fleksjob
Hvad indebærer et fleksjob? Hvilke muligheder er der? Hvilke regler og krav er gældende? Nedenfor kan du læse alt om fleksjob.
Hvad er fleksjob?
Et fleksjob er en beskæftigelsesordning, der tilbyder personer med nedsat arbejdsevne mulighed for at blive på arbejdsmarkedet. For at kunne blive ansat i fleksjob er det et krav, at du ikke kan varetage et arbejde på normale vilkår grundet væsentlig nedsat arbejdsevne.
Er du under 40 år?
Hvis du er under 40 år, kan du få fleksjob i op til fem år ad gangen.
Er du over 40 år?
Er over 40 år, kan du efter det første fleksjob få bevilliget et permanent fleksjob. Dette gælder dog kun, hvis kommunen vurderer, at du aldrig kan få eller fastholde et almindeligt job på normale vilkår.
Løn i fleksjob
Hvis du er i et fleksjob, får du løn fra din arbejdsgiver samt et tilskud fra kommunen.
Tilskuddet beregnes på grundlag af den løn, som du får fra arbejdsgiveren. Der er en max grænse for fleksløntilskuddet, som justeres hvert år. I 2024 udgør det maksimale, man kan få udbetalt i fleksløntilskud kr. 19.952 pr. måned.
Lønnen fra din arbejdsgiver beregnes ikke ud fra dit timeantal men ud fra din effektivitet. Dette vil sige, at hvis du f.eks. arbejder 15 timer om ugen med en effektivitet med 100%, får du løn for alle 15 timer. Men hvis du f.eks. arbejder 20 timer om ugen med en effektivitet på 50%, får du løn for 10 timer. Det vil afhænge af fleksjobaftalen, der indeholder vurderingen af din arbejdsevne.
Som fleksjobansat kan du dog højest få udbetalt en samlet indtægt, der svarer til lønnen på fuld tid i den pågældende stilling.
Hvem kan få fleksjob?
Det er din bopælskommune der afgør, om du kan få et fleksjob. For at få et fleksjob skal nedenstående fire kriterier være opfyldt:
- Du skal være under folkepensionsalderen
- Du må ikke modtage førtidspension
- Kommunen skal vurdere at du har en væsentligt nedsat arbejdsevne
- Alle muligheder for at opnå en almindelig ansættelse skal være undersøgt
Der findes fleksjob inden for stort set alle brancher, hvilket vil sige, at du både kan arbejde med det fag du er uddannet indenfor eller har tidligere erfaring med.
Hvor lang er arbejdstiden ved fleksjob?
Arbejdstiden for personer ansat i fleksjob kan variere og tilpasses den enkeltes behov og arbejdsevne. Et fleksjob er designet til at give dig en vis fleksibilitet for at imødekomme de individuelle udfordringer, som du kan stå over for.
Det er derfor muligt at blive ansat ned til 4-timer om ugen i fleksjob.
Hvilke rettigheder har du under fleksjob?
Udfører du funktionærarbejde i mere end 8 timer om ugen, har arbejdsgiveren pligt til at ansætte dig på vilkår efter funktionærloven, dvs. med de lange opsigelsesvarsler, løn under sygdom mv.
Du er som udgangspunkt funktionær, hvis du f.eks. arbejder indenfor kontor, handel, detail eller lignende. Kontakt os, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du skal ansættes som funktionær eller ej.
Optjener man pension i et fleksjob?
Selv om en arbejdsgiver ikke har indgået en overenskomst, skal arbejdsgiver stadig tage udgangspunkt i en relevant sammenlignelig overenskomst og oplyse, om de rettigheder der gælder i overenskomsten på området, inden der aftales fravigelser, f.eks. om pension.
Udgangspunktet er derfor, at der skal indbetales pension i overensstemmelse med overenskomsten. Herudover skal der altid betales ATP-bidrag. Betalingen sker i forhold til det antal arbejdstimer, du er ansat til.
Kan du blive fastansat ved et fleksjob?
For at blive fastansat i fleksjob er det vigtigt at du opfylder betingelserne nedenfor:
- Været ansat i 12 måneder under overenskomstens sociale vilkår eller på særlige vilkår
- Have indgået en skriftlig aftale med din arbejdsgiver, som beskriver udfordrende funktioner og særlige skånehensyn
- Kunne dokumentere, at der er gjort et forsøg at hjælpe dig at forblive i en ordinær beskæftigelse, inden du bliver ansat i fleksjob
Kontakt os for rådgivning
Har du spørgsmål eller brug for rådgivning? Som medlem af Ase kan du altid kontakte os. vi sidder klar til at besvare dine spørgsmål.
Er du ikke medlem af Ase, men ønsker at benytte dig af vores hjælp og rådgivning, kan du nemt og hurtigt melde dig ind.